 |
|
|
|
![]()
Urternes kraft
|
|
Man har i tusinder af år dyrket urter til brug i madlavningen, som medicin, aroma og endog som beskyttelse mod ondskab. Urter var uundværlige som midler mod alle former for mindre sygdomme og lidelser og har derfor altid haft en særlig plads i havehistorien.
Selvom havens funktion i dag primært er dekorativ, var nyttige planter tidligere langt vigtigere end smukke blomster. Adskillelsen af dekorative og nyttige urter skete for blot få århundreder siden. I alle tidlige civilisationer, som f.eks. Kina, Indien og Ægypten, var urternes kraft det centrale i lægekunsten. Hippocrates var kendt for sin omfattende planteviden. Grækere og romere kaldte urter 'grønne mediciner' og fulgte Dioscorides detaljerede lære om emnet. Denne græske militærkirurg beskrev lægevirkningen af 600 planter i 'Materia Medica', der i århundreder blev opfattet som den vigtigste medicinlitteratur. Efter romerrigets fald blev vesteuropæisk medicin sat på vågeblus.
Klostrenes rolle
I det 6. århundrede e.Kr. blev urtehaver igen moderne. På klostrene dyrkede man især urter i haven til mad, medicin og religiøse ritualer. Klosterhaverne var overvejende gårdspladser omgivet af et søjlegang. En af de meget berømte haver er benediktinerklosterhaven i den schweiziske by Sankt Gallen, hvor man dyrkede urter som sar, fennikel, mynte, persille, rosmarin, salvie, rude og endog planter som iris og liljer. Fjerntliggende klostre var tvungne til at være selvforsynende og dyrkede grøntsager, urter og frugter samt planter med indhold af farvestoffer eller olier, desinficerende urter og urter til ølbrygning (f.eks. korsknap, røllike, pors, løvstikke, rejnfan og rosmarin).
Sygeplejen var også ofte en opgave, som blev varetaget af munke eller nonner. De udskrev recepter til patienter, og deres viden om urternes lægevirkning spredte sig kun langsomt uden for klostrenes mure. Fattige dyrkede deres egne lægeurter, mens de rige købte både lægeurter og velduftende urter, som de anbragte rundt omkring i deres huse.
Da sygeplejen blev lokalforvaltningernes ansvar, kunne apotekerne oprette deres egne urtehaver i eller i nærheden af byerne.
Urtebøger
Fra slutningen af middelalderen noterede man stadig flere oplysninger om urterne ned i bøger. "The Herbal' af de britiske forfattere John Gerard og Nicholas Culpeper var den bedst kendte. Urter og viden om urter blev udvekslet klostrene imellem og skrevet ind i bøger. Ikke alle oplysninger i disse bøger var korrekte, og der opstod historier som en løbebrand. I mange bøger hævdedes det, at enhver, som gravede en mangroverod op, ville falde død om på stedet... Men urtebøgerne var i stadig højere grad officielt godkendte og blev brugt som undervisningsmateriale til læger. Oplysningerne blev mere videnskabelige og illustrationerne mere præcise. I det 15. århundrede medførte trykkekunsten, at medicinsk viden blev tilgængelig for et meget større publikum.
Urter flytter ind i haven
I det 17. århundrede blev haver anset som kreativt tidsfordriv for de velhavende. Ud over urter, bestod samlingen ofte af eksotiske planter. Urter, som havde en mere æstetisk værdi, som f.eks. morgenfrue og kamille, fik en mere fremtrædende plads end frodige planter som f.eks. mynte og sæbeurt. Til sidst blev urterne helt forvist fra køkkenhaven. Kun dem, der blev værdsat i køkkenet, blev tilbage.
I det nye årtusinde synes tendensen at være at flytte urterne tilbage til prydbedene.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
| |
|
Abonner nu for at modtage vores nyhedsbrev der er fyldt med havetips, råd og tilbud!
Abonner
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|